Det her indlæg er ikke direkte omhandlede vores byggeproces, men for os, og evt. for andre der læser her engang omkring vores erfaringer, så er det stadig relevant.
I den daglige læsning på boligdebatten (en side der har givet os en del gode råd, og ting at tænke over), så stødte jeg lige på en der spurgte til sikkerheden i at bygge med Villa Kvadro (VK). Det viser sig så, at de er under konkurs behandling.
VK var det tredje firma vi i sin tid havde snakket med, da vi først begyndte at kigge på at bygge selv. Vi valgte dem dog tidligt fra, idet vi ikke kunne rumme at skulle have gang i processen med tre firmaer samtidig. Vi havde fået et par tilbud fra dem, og snakket med dem over telefonen. Tilbuddene de havde sendt os, var godt nok billigere, men også med masser af mangler og upræcise definitioner, og når vi bad om at få noget præciseret kunne vi godt det i telefonen, men det skete aldrig på papiret. De kom derfor lidt i baggrunden, og blev det nemme fravalg da et sådan blev nødvendigt.
Det er vi glade for i dag, for selvom der først var betaling ved indflytning, og der sikkert er hjælp at hente, så må der sikkert være en masse ekstra bøvl for dem der bygger med firmaet nu, og for dem der har bygget med det tidligere.
En af plus parametrene ved HusCompagniet var bestemt også deres mange byggerier, og gode regnskaber, som gav os en fornemmelse for sikkerhed i forhold til firmaets stabilitet.
Ja nu må de så godt komme igang med vores hus, de skulle begynde at grave ud i næste uge. Vi glæder os.