Som nævnt forleden har vi nu fået en byggeleder på projektet.
I går morges (torsdag) skrev han til os med tidsplanen. Overraskelsen var ret stor, da vi deri kunne læse at de skulle gå igang allerede i mandags.
Vi havde aftalt i kontrakten at vi skulle have en tidsplan, således at vi kunne få vores byggesagkyndig derud på de rette tidspunkter, og samtidig har vi også nogle tomrør som vi skulle levere ved byggestart. Vi var derfor ikke helt tilfreds med at opdage, at de var gået i gang, og at vi ikke havde fået besked før nu – vi talte endda i telefon med byggelederen forleden dag, uden han nævnte det.
Vi skyndte os straks at få ringet til entreprenøren, som er den der skal nedlægge vores tomrør, og som står for støbningen af fundamentet, hvilket vores byggesagkyndig skal kontrollere. Han kunne berolige os med at, de først går i gang om 1½ uges tid, så der var ingen hast. Pyyyyh!
Nysgerrigheden blev dog alligevel lidt for stor, og Rasmus nåede derfor lige kort forbi grunden torsdag aften, for at tjekke om der var sket noget. Der stod nemlig at der også skulle gøres klar med byggestrøm og vand, samt at landinspektøren skulle derud i starten.
Sidstnævnte havde vist været forbi, for der var kommet pæle rundt på grunden, der hvor hjørnerne af huset og carporten skal være.

Af andet nyt kan vi fortælle, at vi her til aften har kunne læse på grundejerforeningens facebook gruppe, at de nu har fået lov at lave rågeregulering i det lille skovområde, som ligger i nærheden af hvor vi bygger. Det er vi glade for, for deres skrig lyder på ingen måde som den forventede idylliske fuglefløjt.