Mails, breve, og regninger

Det er ikke fordi der sker så meget banebrydende eller billede venligt for tiden.
Det betyder dog ikke at vi ikke har nok at se til. I løbet af de sidste 48 timer har vi således modtaget ca. 20 mails der har noget med bolig og/eller bankskifte at gøre. Det er HusCompagniet der informere om at de tegninger vi godkendte i søndags, nu er sendt til kommunen, og at vi har en uge til at komme med endelige indsigelser. Det er advokaten der lige viser at han stadig er her, ved at sende mails frem og tilbage med information vi allerede har (jaja, det er jo kun godt vi ikke har mere behov for ham). Det er byggesagkyndig der godt lige vil have en status opdatering. Og så er det banken der meget vigtigt skal fortælle os om husvurderinger, garantistilning, og status på at få os oprettet i deres systemer.
Alt sammen er noget der lige skal tages stilling til, og oftes skal der også skrives tilbage.

Samtidig har vi fået de første par regninger, en fra advokaten, og en på grunden. Puuha, nu skal der tømmes ud på kontoen.

Sidst men ikke mindst, så har vores postbud også fået sit at se til. Både fordi vi får nye kort og pinkoder fra banken, men også fordi der i dag skulle afleveres en ganske stor og tyk kuvert, som indeholdte købskontrakt og en hulens masse information om grunden.